Personligt er det min overbevisning at forbudslisten er et overdrevet tiltag, på et problem som har fået et helt forkert fokus.
Der skal ikke herske tvivl om, at det er meget uacceptabelt når en hund bider og overfalder et andet levende væsen. Det er en adfærd som slet ikke må forekomme blandt vores hunde.
Men at forbyde flere forskellige hunderacer, vil kun forskyde problemet til at blive endnu mere fordækt.
Resultatet bliver, at endnu flere hundeejere, krydsavler på forbudte og legale hunde, således at man får en venlig udseende og legal Golden retriever, med en forbudt race under pelsen.
Ovenstående resultat har eksisteret i flere år før forbuddet og nu er det efter min overbevisning mennesker som med forbuddets indtræden, vil få større grund til at fortsætte med at krydsavle på lovlige og ulovlige hunderacer.
Resultatet bliver at man som hundeejer aldrig kan vide sig sikker på sit hundekøb, hvad enten vi taler om køb af hvalpe eller voksen hunde og derfor kan ende i fatale situationer.
Som hundekonsulent og hundetræner, er jeg slet ikke i tvivl om at de hunde der volder problemer, er problemer som i langt overvejende grad er menneskeskabte. Skabt af personer, som ikke har begreb om, eller er interesseret i hundes opvækst- og socialiseringsbehov, racebetingelser, ej heller har indstuderet opdragelsens betydning og ALDRIG har sat sine ben på en træningsbane for hunde.
Mine argumenter for ovenstående, skal ses i lyset af at jeg i mange år har trænet flere af de hunde som nu er på forbudslisten. Oven i købet med et godt resultat, fordi den enkelte hundeejer, har taget sit køb alvorligt og har sat sig ind i racens behov, og derfor formået at få en hund, som trives og kan begå sig blandt både hunde og mennesker uden problemer.
Racerne Pitbull terrier og Tosa inu kom allerede på listen over forbudte hunderacer i Danmark i 1991.